referater

Bestyrelsemøde referat 02/09-2010

Deltagere: Ib, Johannes, Kim, Rudolf og Stig.

 

  • Ringkøbing har spurgt, om det var muligt at låne nogle optimistjoller for resten af sæsonen 2010. Det blev der givet grønt lys for, så fire joller blev hentet den 1. september.
  • Vedr. kontingent til BBL ved medlemskab efter 1. august drøftes. Det vedtages, at det må være rimeligt at betale halvt kontingent, men af administrationshensyn at der betales fuld ansvarsforsikring. Stig vil orientere RKSK, om at de skal opkræve fuldt kontingent – hvorefter kassereren vil tilbagebetale det halve kontingent til pladslejeren.
  • I flere og flere havne er der opstillet kort-automater, hvor pladsleje, el, bad samt depositum opkræves via Dankort eller kontanter. I forbindelse med trailer-både, der (muligvis) glemmer at betale for at benytte trailer-rampen vil Stig undersøge hos Bøvlingbjerg El-automatik, hvad en sådan automat vil koste. En mulighed var måske også en bom, hvor kort evt. kan købes hos købmanden, der jo faktisk har meget lange åbningstider.
  • Der bliver spurgt på mødet, hvad Bork Havn Musikfestival mon bidrager med økonomisk for at benytte stejlepladsen – og om de betaler noget for, at havnefogeden har udvidet arbejdstid, de dage festivalen varer?
  • Bestyrelsen har tidligere vedtaget, at referater fra bestyrelsesmøder skal lægges på hjemmesiden. Men ved eftertanke er det måske en dårlig idé, at alle og enhver, der kender hjemmeside-adressen kan læse, hvad der diskuteres og besluttes. Derfor vil webmasteren blive spurgt, om det er muligt at lægge password på for at kunne læse referater.
  • Det er konstateret, at én af grillpladserne er blevet til både grill- og bådplads. Det er meningen, at grillpladserne skal friholdes for både i sommerhalvåret, selvom det kunne være meget hyggeligt at kunne grille sine pølser lige ud over rælingen. Mon ikke Søren får den flyttet meget snart…
  • Der bliver snakket om, om vi skal have en skærm op ved Bryggen, hvor der kører en serie billeder og information om BBL. Samtidig kan den også indeholder billeder og information vedr. juniorafdelingen, så forbipasserende måske bliver interesseret i at sende deres barn til sejlads i Bork. Den skal naturligvis beskyttes mod vejr og lange fingre.
  • Flere af vore medlemmer har givet udtryk for, at det kunne være rart med noget mere grønt på havne-området. Det vil blive fremlagt for RKSK.

 

I øvrigt blev punkter til mødet med RKSK vendt – og der var enighed om ikke at bringe for mange punkter til torvs den 9. september, men i stedet lytte på, hvad kommunen har af nyt – og herefter bede om et møde i Bork med den politiske repræsentant, embedsmænd samt repræsentanter fra BBL.

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.