VEDTÆGTER
FOR
BORK BÅDELAUG
STIFTET DEN 14. SEPTEMBER 1974

§ 1
Navn og hjemsted:
Klubbens navn er Bork Bådelaug, og har hjemsted i Bork Havn, Ringkøbing-Skjern Kommune.
§ 2
Formål:
Bork Bådelaugs formål er at fremme interessen for lystsejlads og motorbådssport ved afholdelse af kapsejladser, ved anskaffelse og vedligeholdelse af øvelsesmateriel, ved uddannelse i sejlads såvel
praktisk som teoretisk, samt varetagelse af fælles interesser.
§ 3
Medlemsforhold:
Bork Bådelaug er medlem af Dansk Sejlunion og er undergivet dennes love og bestemmelser.
§ 4
Medlemskab:
Som senior kan optages enhver, der har bådplads i Bork Havn og er fyldt 18 år.
Som junior kan optages enhver i alderen 7 til 18 år.
Som passivt medlem kan optages enhver, der ønsker at støtte klubben.
Fællesbetegnelsen for senior og junior er: ”aktive”.
En fartøjsejer og medlem af Bork Bådelaug med een bådplads i Bork Havn, kan ikke være passiv medlem.
Som medlem af Bork Bådelaug og ejer og bruger af mere end eet fartøj opkræves for hvert af følgende fartøjer passiv medlemskab samt kollektiv ansvarsforsikring.
Medlemskabet dækker samlevere og bådejere.
En fartøjsejer er pligtig til at have ethvert af sine fartøjer ansvarsforsikret, og ved påkrav fra bestyrelsen kunne dokumentere dette.
Medlemskabet gælder fra 1. april til 31. marts.
§ 5
Kontingent:
Bork Bådelaugs kontingent fastsættes for et år af gangen på den ordinære generalforsamling.
Kontingent betales for eet år af gangen og refunderes ikke ved udmeldelse.
Kontingent for aktiv eller passiv medlemskab udsendes umiddelbart efter generalforsamlingen.
§ 6
Udmeldelse - eksklusion:
Til gyldig udmeldelse kræves, at det sker skriftligt til Bork Bådelaug senest den 15. marts, og at det pågældende medlem har betalt sit kontingent til Bork Bådelaug frem til den 31. marts.
Medlemmet har krav på en skriftlig bekræftelse på sin udmeldelse.
Når et medlem er i kontingentrestance udover 1 måned, kan bestyrelsen med mindst 8 dages varsel ekskludere vedkommende.
Ingen, der er udelukket på grund af kontingentrestance, kan optages på ny som medlem af Bork Bådelaug, før vedkommende har betalt sin gæld til Bork Bådelaug. I øvrigt kan bestyrelsen ekskludere et medlem, når særlige forhold giver anledning dertil. Bestyrelsens beslutning derom kræver dog, at mindst 4 af bestyrelsens medlemmer har stemt for dette. Vedkommende skal, inden
bestyrelsen træffer sin afgørelse, have lejlighed til at fremføre sit forsvar, og kan kræve spørgsmålet om eksklusion afgøres på den førstkommende ordinære generalforsamling.
Endelig kan et medlem ekskluderes, hvis det efter forslag af mindst 1/3 medlemmer vedtages på en generalforsamling. I alle tilfælde, hvor en eksklusion skal behandles på en generalforsamling, har vedkommende medlem krav på at få meddelelse herom senest 3 dage før generalforsamlingen
afholdes, ligesom han har adgang til denne med ret til at forsvare sig.
Spørgsmålet om eksklusion skal optages som et særskilt punkt på dagsordenen.
Generalforsamlingens beslutning om eksklusion kræver samme majoritet, som ved ændring af klubbens vedtægter, jfr. § 15.
Et medlem, der er ekskluderet i henhold til generalforsamlingsbeslutning, kan kun optages som medlem ved en ny generalforsamlingsbeslutning. Her kræves samme majoritet som ved beslutning om eksklusion.
§ 7
Ordinær generalforsamling:
Generalforsamlingen har med de indskrænkninger, som disse vedtægter foreskriver, den højeste myndighed i alle Bork Bådelaugs anliggender.
Den ordinære generalforsamling, der afholdes hvert år i marts måned, indkaldes med mindst 14 dages varsel ved opslag på foreningens hjemmeside.
Dagsordenen bekendtgøres samtidig. Forslag, der ønskes forelagt generalforsamlingen til vedtagelse, skal være bestyrelsen i hænde senest 15. januar.
Forslagene bliver annonceret sammen med indkaldelsen.
Stemmeret har alle aktive medlemmer, som er fyldt 16 år og har været medlem af Bork Bådelaug i de sidste 3 måneder før generalforsamlingen, og som ikke er i kontingentrestance.
Et medlemskab, der dækker samlever og bådejere, har tilsammen kun én stemme. Det er en forudsætning, at deres navne er oplyst til bestyrelsen, og skal på forlangende kunne dokumenteres.
Stemmeret kan kun udøves ved personligt fremmøde.
Passive medlemmer har ikke stemmeret.
§ 8
Dagsorden:
Dagsordenen for den ordinære generalforsamling skal omfatte følgende punkter:
1. Valg af dirigent.
2. Bestyrelsens beretning for det forløbne år.
3. Forelæggelse af regnskab for det forløbne år til godkendelse, samt budget for det kommende år.
4. Behandling af eventuelt indkomne forslag.
5. Fastsættelse af kontingent.
6. Valg af formand (i lige år).
7. Valg af kasserer (i ulige år).
8. Valg af 1 bestyrelsesmedlem i lige år og 2 i ulige år.
9. Valg af 2 suppleanter til bestyrelsen.
10. Valg af 1 revisor (vælges for 2 år af gangen). Valg af revisorsuppleant.
11. Valg af udvalg.
12. Eventuelt.
§ 9
Generalforsamlingens ledelse m.v.:
Generalforsamlingen vælger sin dirigent, der ikke må være medlem af bestyrelsen, til at lede forhandlingerne.
Generalforsamlingens beslutninger træffes ved simpelt stemmeflertal jfr. Dog § 6, § 15, og § 16.
Dirigenten bestemmer afstemningsmåden. Bestyrelsesvalg skal altid være skriftlige. Andre valg skal på begæring fra 1 stemmeberettiget medlem foregå skriftligt. Generalforsamlingens beslutninger indføres i en protokol, hvori også referat af forhandlingerne optages i det omfang, dirigenten bestemmer.
§ 10
Ekstraordinær generalforsamling:
Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af bestyrelsen og skal indkaldes, når
mindst 1/3 stemmeberettigede medlemmer skriftlig stiller krav herom til bestyrelsen. I sidstnævnte
tilfælde skal generalforsamlingen afholdes senest 1 måned efter, at begæringen er fremsat overfor
bestyrelsen med oplysning om det emne, der ønskes behandlet.
Om indkaldelsesmåde og udsendelse af dagsorden gælder bestemmelserne i § 7.
§ 11
Bestyrelse:
Bestyrelsen er Bork Bådelaugs daglige ledelse og repræsenterer Bork Bådelaug i alle forhold. De
vedtagne beslutninger og foretagne handlinger forpligter Bork Bådelaug i henhold til lovene.
Bestyrelsen består af en formand, en næstformand, en kasserer, en sekretær og yderligere 1 medlem,
i alt 5 personer, og vælges for to år af gangen af den ordinære generalforsamling. Genvalg kan finde
sted.
Bestyrelsen kan nedsætte udvalg efter behov.
§ 12
Konstituering - tegningsret:
Bestyrelsen konstituerer sig snarest – dog senest inden 14 dage efter generalforsamlingen på et
bestyrelsesmøde, med næstformand og sekretær. Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.
Bestyrelsen er kun beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af dens medlemmer, hvoriblandt
formanden eller næstformand, er til stede, jfr. dog § 6.
I formandens forfald indtræder næstformanden i hans sted. Over bestyrelsens forhandlinger føres en
protokol.
Bork Bådelaug tegnes af formanden. Ved økonomiske dispositioner kræves dog underskrift af såvel
formand som kasserer. I alle sager, der angår køb, salg eller pantsætning af fast ejendom eller
løsøre, tegnes Bork Bådelaug af formand, næstformand og kasserer i forening.
Lån kan dog kun optages efter generalforsamlingsbeslutning.
§ 13
Regnskab:
Bork Bådelaugs regnskabsår er kalenderåret.
Bestyrelsen skal inden den 31. januar afgive driftsregnskab for det foregående år og status pr. 31.
december til revisorerne.
Driftsregnskab og status forelægges den ordinære generalforsamling til godkendelse og skal være
forsynet med revisorernes påtegning.
Driftsregnskab og status bekendtgøres for Bork Bådelaugs medlemmer sammen med dagsordenen
for generalforsamlingens afholdelse.
§ 14
Revision:
På den ordinære generalforsamling vælges hvert år for 2 år af gangen 1 revisor, samt 1
revisorsuppleant, jfr. § 8.
Revisorerne skal hvert år gennemgå det samlede regnskab og påse, at beholdningerne er til stede.
Driftsregnskab og status forsynes med en påtegning. Hver af revisorerne har til enhver tid adgang til
at efterse regnskab og beholdninger.
§ 15
Vedtægtsændringer:
Forandring af vedtægterne kan ske på enhver generalforsamling, når mindst 1/3 af Bork Bådelaugs
medlemmer er til stede, og når mindst 2/3 af de afgivne stemmer er for forslaget. Opnås flertal på
en generalforsamling, der ikke er beslutningsdygtig, skal bestyrelsen inden 14 dage med sædvanlig
varsel indkalde til ny generalforsamling. Hvis også 2/3 af de på denne generalforsamling afgivne
stemmer er for forslaget, er dette vedtaget, uanset hvilket antal stemmeberettigede medlemmer, der
er til stede.
§ 16
Bork Bådelaugs opløsning:
Bestemmelser om Bork Bådelaugs opløsning kan kun tages på en i dette øjemed særlig indkaldt
ekstraordinær generalforsamling.
Til denne beslutningsdygtighed kræves mindst ½ af Bork Bådelaugs stemmeberettigede medlemmer
er til stede, og til forslagets vedtagelse kræves mindst ¾ af de afgivne stemmer er for forslaget.
Opnås sådant flertal på en generalforsamling, der ikke er beslutningsdygtig, indkaldes til en ny
generalforsamling, hvor beslutning kan træffes med ovennævnte stemmeflertal, uanset hvilket antal
stemmeberettigede medlemmer, der er tilstede. På generalforsamlingen skal samtidig træffes
bestemmelse om, hvorledes der skal forholdes med Bork Bådelaugs formue, herunder fast ejendom
og løsøre, dog at simpel flertal her er tilstrækkeligt.
I tilfælde af Bork Bådelaugs opløsning skal den formue, der er i behold, anvendes til søsportslige
formål.
Disse vedtægter for Bork Bådelaug er som vedtaget på generalforsamlingen den 19. februar 1986,
med ændringer på generalforsamlingen den 24. februar 1991, den 9. marts 2002, den 13. marts
2010, den 19. marts 2011 samt den 15. marts 2014.

 
Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de gemmer også information om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Du kan forsætte med at bruge vores side som altid, hvis du accepterer at vi bruger cookies.
Bork Bådelaug | Bryggen 9 | Bork Havn | 6893 Hemmet | CVR NR.: 31739462