Klubkonference med masser af #sejlerglæde

I weekenden havde jeg, Lise, den fornøjelse at være inviteret til klubkonference for at holde oplæg. Et oplæg under temaet: Dygtige trænere og attraktive rammer. Jeg var blevet inviteret til at fortælle om den fantastiske udvikling vi har haft i juniorafdelingen, BBL, det sidste år, og ikke mindst, hvordan vi har gjort. Sidst nævnte er noget af det der er svært at svare entydigt på, men de to overordnede budskaber jeg havde med var, vores enorme forældrehjælp og det, at vi har formået at skabe et sted der er rart at være. Hvis vi da, i al beskedenhed, selv skal sige det.
 
Klubkonferencen i Vingsted var præget med over 200 sejlere der alle havde det til fælles, at de brænder for det de foretager sig. Det var en tydelig ånd der spredte sig, og før man fik set sig om, var der flere kendte ansigter i blandt.
 
Fredag aften blev den sidste tredje del af Havets Motionister fremlagt, med budskabet om at overordnet set er medlemmerne af klubberne tilfredse. Interessant og bekymrende synes jeg dog det er, at ”udvikling af nye aktiviteter”, ligger helt i bund, når man spørger medlemmerne hvor de mener, at klubben gør det bedste stykke arbejde. Jeg mener helt klart at vi som klub, skal turde prøve nye ting af. Vi skal udvikle os, og ikke blot ligge fast i den samme gamle jargon og handle ud fra; ”Det plejer vi at gøre, det er tradition”. Jeg anerkender at der er mange ting der fungerer godt som det er, men jeg synes ikke at vi skal være bange for at tænke nyt og ud af boksen. Engang i mellem tror jeg også på at det er sundt nok at stille spørgsmålstegn ved, om den løsning man har, er den optimale. 
Jeg anfægter ikke BBL, men håber blot på at vi alle sammen kan være med til at tænke stort. Vi har et sted der er rart at være, og det skal vi blive ved med.
 
Ligeledes blev fredag aftenen for inspiration. Dansk Sejlunion havde inviteret Horsens til OL sejlerne, der meget inspirerende fortalte om deres vej mod Rio. Der var mulighed for nytænkning og plads til store ambitiøse tanker på en høj grad af erfaringsudveksling. Men ikke mindre væsentligt var der i baren fredag aften, masser af plads til store armbevægelser og (sø)røverhistorier over en øl.
 
Lørdag bød dagen på et tætpakket program med mange interessante oplæg, hvor udvalget var så stort, at det gjorde det vanskeligt at vælge.
Vi blev inspireret, udfordret og opfodret. En masse erfaringer blev udvekslet, og mange små spirer blev plantet. Alt sammen noget vi tager med os ud i klubberne. Nogle frø vil dø, mens andre forhåbentligt spirer. For nu skal de lige have ro, nå at lande, og så trækker vi i arbejdstøjet. 

Overordnet set, var det en yders vellykket klubkonference, med #sejlerglæde i højsæde.  

-Lise Bennetsen

 
Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de gemmer også information om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Du kan forsætte med at bruge vores side som altid, hvis du accepterer at vi bruger cookies.
Bork Bådelaug | Bryggen 9 | Bork Havn | 6893 Hemmet | CVR NR.: 31739462