Fælles-sejlads til Hvide Sande
Lørdag den 29. juni 2014
 
Ikke færre end 3 både drog fra Bork mod Hvide Sande til den første af de planlagte fælles-sejladser rundt om i fjorden.
Vejret var lidt grumset fra morgenstunden, så afgang blev udsat en time til kl. 11.00, og det blev da også en rigtig fin sejlads med 6 sek./m fra vest og sydvest.
Tina 2 var sejlet dagen før, så nu var vi da 4 både fra Bork.   ;-)
Desværre ingen Ringkøbing-folk.
 
Når man kommer til Hvide Sande er det nærmest obligatorisk med en tur omkring fiskerihavnen - der er altid lidt spændende at kigge på - og butikker, hvor pigerne som altid finder noget, de netop står og mangler. Som regel tøj eller sko!
 
Nogle af de gæve Hvide Sande-folk ville grille sammen med os til aftensmaden - og vejret indbød selvfølgelig til at sidde udenfor indtil omkring kl. 21.00.
Efterhånden som solen trak ud over horisonten, trak vi ind i klubhuset og fik kaffe og snakken om sejlads (naturligvis), sommerferieplaner, gode feriesteder osv., osv. blev livligt diskuteret i et par timer.
 
Det store morgenbord med hjemmebagt rugbrød, hjemmelavet varm franskbrød og varme boller prydet med hjemmelavede marmelader, ost, pålæg og grønt ventede i klubhuset søndag morgen kl. 9.00.
Atter deltog en del af havnens sejlere, så der var såmænd godt fyldt op i klubhuset - og hyggeligt var det bestemt.
 
Vinden hjemover var igen gunstig - den var drejet i nordøst, da vi drog afsted. Jens Sus fik spileren sat efter Ballehage, vores lå hjemme i carporten, så det blev en spilet genua istedet.
Det gav nu også en god fart, eftersom vinden tiltog i løbet af hjemturen - hyde.dk viste 9 sek./m i middelvind, så det var rigtig fin vind at lænse på.
Bornholmeren var lidt uheldig og røg i noget garn - heldigvis opdagede han det, inden det kom i skruen, så han kunne bakke ud af det.
 
Mange, mange tak for god behandling skal lyde fra Bork Både Laug til Hvide Sande Sejlklub for et rigtig godt arrangement - vi håber at kunne mønstre flere til næste år.
Og vi glæder os til at se jer til Slidskeræs og fælles-sejlads i Bork den 23.-24. august.
 
- - -
 
Med venlig hilsen Stig Madsen
 
Dobbelt klik på billed for større billed
Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de gemmer også information om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Du kan forsætte med at bruge vores side som altid, hvis du accepterer at vi bruger cookies.
Bork Bådelaug | Bryggen 9 | Bork Havn | 6893 Hemmet | CVR NR.: 31739462